• DF mister sin mand i Københavns Borgerrepræsentation

    Source: BDK Borsnyt / 25 Apr 2025 06:42:27   America/New_York

    Det mangeårige medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Dansk Folkeparti Finn Rudaizky forlader partiet. Det siger han til TV 2 Kosmopol. Meldingen fra Rudaizky kommer i et valgår, i og med der er kommunalvalg 18. november. Han har været medlem af DF siden 2008. - Jeg føler, at jeg har brug for politisk luftforandring samt brug for at få min politiske arbejdsglæde tilbage, siger Rudaizky til mediet. Rudaizky, som har en fortid i Socialdemokratiet, bliver løsgænger. Dermed er DF ikke længere repræsenteret i Borgerrepræsentationen. Det betyder, at DF skal indsamle underskrifter for at blive opstillingsberettiget til kommunalvalget. I Københavns Kommune betyder det, at DF skal have underskrifter fra 150 vælgere som stillere. Formand for DF i København Alexander Camre siger, at han er overrasket over beslutningen. Den kommer, efter at DF tidligere i år meldte ud, at folketingsmedlem Mikkel Bjørn bliver partiets spidskandidat ved det kommende kommunalvalg. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/politik/df-mister-sin-mand-i-koebenhavns-borgerrepraesentation
Share on,